OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

HAVNEHISTORIER

PORT 14, 2014

HAVFRIEKIRKEGÅRDEN I SYDHAVNSGADE
Store forekomster af havfruer har der altid været i Aarhus bugten. Og havfruerne har igennem flere tusinde år foretrukket et sted i den sydlige ende af havnen til deres gravlæggelser. De foregik traditionelt på land, og havfruerne pyntede deres grave med blæretang og smukke skaller fra muslinger og konkylier, som blev pudset med marsvinespæk for at bevare skallernes dybe og skønne farver. En fremgangsmåde, der desværre ofte resulterede i, at der udvikledes en sær, karakteristisk lugt i området. Heldigvis fandt en ingeniør i det forrige århundrede en genial løsning på problemet: man placerede en stor bygning ovenpå selve gravpladsen. Den bygning, der stadig i dag kendes som Aarhus Oliemølle.

DEN STORE FISK VED MINDET
Mindet er egentligt et gammelt ord for munding, som vi også kender det fra fx Norsminde og Thorsminde - det betegner stedet hvor et vandløb munder ud i havet. I Aarhus finder vi navne som Mindet, Mindegade og Mindebroen. En sommerdag for mange år siden gik de to halvvoksne drenge, Per og Bent, og kastede til måls efter ænderne ved Mindebroen. Pludseligt fik de øje på en kæmpestor fisk i åen, og de sprang raskt ned i en pram og spærrede vejen for fisken - angreb den med bådshager og dræbte den. Derefter trak de kæmpefisken på en vogn hen på Store Torv, hvor de solgte fisken til en fiskehandler, der nok mente at kunne tjene en god skilling på både sensationen og den store fisk.

Folk stimlede sammen, men der ventede fiskehandleren en stor skuffelse: da han åbnede fiskens bug, var den fuld af en blæksort masse, der lignede fordærvet rogn, og da det var skrabet ud, var der stort set ikke andet end ben, skind og finner tilbage. Fiskens hoved blev udstoppet og kom på Naturhistorisk Museum, hvor et lille skilt fortæller om den store størs rejse fra det Kaspiske Hav til Mindebroen. Og omkring 250 pund god kaviar røg således lige lukt tilbage i havnen.

DE FEM SØSTRE PÅ KORNPIEREN
På Kornpieren står fem store kornsiloer, der ejes af DLG. De er opkaldt efter fem søstre, der sammen med deres familie boede tæt på i Toldbodgade. Faderen var bager og især berømt for sine basser med stikkelsbærkompot og hvid glasur, i folkemunde kaldet “Mågeklatter”.

Siloanlægget De Fem Søstre er bygget i jernbeton i 1920’erne, og det minder i udformningen om renæssancens gavlhuse med luger og hejseværk øverst. I kraft af deres specielle, stilfulde front fremstår De Fem Søstre stadig som en karakteristisk del af havnen, og de er af Kulturarvsstyrelsen udpeget til Nationalt Industriminde.

Bagerens fem døtre vendte i lighed med siloerne deres smukke forpartier ud mod havet. De var meget livfulde, og når de blev ivrige, flaksede deres lange, slanke arme rundt, op og ned - præcis som de duer, der på rov efter spildt korn omkring siloerne bliver overraskede og pludseligt flaprer lavt hen over hovedet på én. De fem søstre fandt sig hver en sømand og levede lykkeligt resten af livet - kun generet af en smule gluten-allergi.

FÆRGEPIEREN
Fra Færgepieren tog en af Paradise Hotels populære deltagere, sammen med sin far, mor og søster, Århus – Kalundborgfærgen til Sjælland for at besøge en morbror og tante, der boede i Rødovre. Til denne historie kan tilføjes, at tantens mor engang havde mødt Otto Brandenburg på et værtshus i Helsingør.

SPANIEN
I det hus der ligger ved siden af Hydrotanken på hjørnet af Jægergårdsgade og Spanien, boede i mange år en dame, der arbejdede i en boghandel i midtbyen. Hun var enke, havde både børn og børnebørn, men ved en pinsefrokost for en del år siden, opstod der tumult og skænderier omkring et spørgsmål til en brun ost i et brætspil - og herefter mistede hun desværre kontakten til sine børn, der end ikke sendte et postkort til jul.

Med tiden blev damen ældre og mere og mere senil, og en aften, hvor hun sad i sin lænestol og så TV, forsøgte hun at tænde en kuglepen, i den tro at det var en cerut. Den var uhyre vanskelig at få ild i, men da det endelig lykkedes, kunne hun ikke slukke den igen.

Ulykkeligvis brændte hun inde, og kun hendes kat Kafka, der tilfældigvis var ude, overlevede. Den fandt senere et nyt hjem hos en kærlig familie i Hinnerup.

KOHALEN
Jan Jep døser hen ved sit stambord på Kohalen. Det er sidst på eftermiddagen, og der er ikke mange gæster i restaurationen. Pludseligt farer han op, og slår forvildet armene ud for sig, fordi bartenderen skarpt råber hans navn og meddeler ham, at hans kone er i telefonen. Han rejser sig lidt fortumlet og lytter i tavshed på, at konen fortæller, at hendes far er blevet påkørt på vej ud til fiskerihavnen på Jans cykel. Cyklen er totalt smadret - og svigerfaren indlagt med svære kvæstelser.

Da han igen sætter sig ved bordet, sukker han og mumler sammenbidt: ”To så store ulykker på én gang!”: under tumulten er hans Blå Thor væltet, og øllet er løbet ind i en helt ny pakke grønne Cecil……

DAMPSKIBSBROEN
Spanien, Javavej, Svendborgrampen, Samosavej, Honnørkajen, Slippen, Malaccavej og Balivej. Stederne på havnen, har en skøn blanding af eksotiske navne - og navne der fx beskriver praktiske funktioner der knytter sig til stedet.

I 1912 havde en norsk familie valgt, at fejre deres 17. majfest på Dampskibsbroen. De var på hjem fra en skiferie i Dolomitterne, og skulle herfra videre med båden fra Aarhus til Bergen. Familien havde lavet et lille bål, hvorpå de stegte pølser og fladbrød. Der var rigeligt af mad og drikke, og humøret var højt, da bedstefaren pludselig i kådhed smed en pølserest ud over kajkanten. Familiens lille tykke terrier Arne elskede mad, men kunne desværre ikke svømme - og stod ikke til at redde.

ALBATROSSEN
På havnen, for enden af Nørrebrogade, lå i mange år et populært spisested ejet af Heinz S. Ennepsen. Han var uhyre belæst - og interesserede sig især for havets fugle og fisk. Stedets gæster gik sjældent fra et besøg her uden at være blevet oplyst om et og andet, de ikke på forhånd vidste, at man kunne vide – eller ønske sig at vide. En ung dramaturgistuderende fra Aarhus Universitet, der havde et fritidsjob på stedet, har fortalt om Ejvinds karakteristiske evne til at sætte sin viden ind i et større perspektiv. Det var albatrossens kolossale størrelse, der var på tale, og Ejvind beskrev dette således: ”Dens vingefang rækker fanme helt her fra pølsekogeren og over til bøfmaskinen!”.

KRANEN
En kran er ikke en musiklærerinde fra Skanderborg, men en slags gadget, der kan anvendes til at flytte ting med. Den første kran på havnen i Aarhus vakte ikke begejstring hos havnearbejderne – de følte sig tværtimod truet på deres levebrød. Det fortælles, hvordan de derfor i vrede og frustration væltede den i havnen. Med tiden blev havnearbejderne dog mere fortrolige med denne indretning, og det blev et ærefuldt hverv at betjene den.

En kranfører blev kaldt Skotten, fordi han altid gik i nederdel. På spørgsmålet om han bar kilt – eller i virkeligheden var transvestit – lød svaret; at han ganske enkelt følte, at en nederdel var mere behagelig at arbejde i.

Der er højt til loftet på havnen.

NORDHAVNSPROJEKTET
Førhen lagde skibene til oppe i åen, fordi der her var en åbank, dvs. en slags kaj - i modsætning til den flade strand. Endnu længere tilbage i tiden, gik bådene faktisk ad åen helt op til Brabrandsøen, hvor de var godt beskyttede mod vejr og vind. Senere blev der bygget et rigtigt kajanlæg på kysten, og samtidigt blev der konstrueret en slags flydeponton, hvorpå man i nordenden af havnen byggede en lille by med huse i flere etager. En stormfuld efterårsdag, skete der dog det at pontonen sled sig løs, og bydelen begyndte langsomt at drive sydpå ned mod åløbet. Da vindretningen derefter gik i nordøst, blev hele flåden presset ind i og skubbet op ad åen - indtil den endte ved Brabrandsøen. Herefter besluttede byrådet at overdække åen, så episoden ikke skulle gentage sig. En anden konsekvens blev naturligvis, at Gellerupplanen bliver hvor den er.

En arkitekt der arbejder med de store byggeprojekter der nu foregår på nordhavnen, fortæller at Brabrand Boligforening nu agter at bygge tre store lejlighedskomplekser på Nordhavnen – og tilføjer: ”Sådan kan det gå, når man afdækker åen!”.

HANVEANLÆGGET
Det er et seriøst stort arbejde at udtænke en havn. Der skal tages hensyn til en stor mængde faktorer som vindforhold, strøm, miljø, ind- og udsejling mm.

Byens mangeårige stadsarkitekt bærer en stor del af æren for havnens udformning. Han har udarbejdet utallige tegninger over havnen, så den fremstår, som man ser det på et kort i dag.

At han også var en passioneret kunstkender fremgår også tydeligt; når man betragter kortet, minder det helt utroligt om Richard Mortensens malerier fra hans sene periode i en mere afklaret kunstnerisk form med et konstruktiv-abstrakt udtryk.

TANGKROGEN
Fra et helt bestemt sted i Tangkrogen, nemlig fra toppen af Cirkus Benneweis kan man se meget langt. Når cirkusset ikke er der, er der sommetider en masse skulpturer i sand. Andre gange er der Sculpture by the Sea, det er en måned hvert andet år. Det er gratis, også for kunstnerne der udstiller. Når det er slut kommer Niels og Erik i deres store lastbil og fjerner det hele igen.