KULTURHISTORISK HUNDEMUSEUM

Gemma

Gemma fortsat

Michael

Michaels fortsat

Nanna

Japansk historie

Niviaq

Laura

Thomas

Bodil

Bodil fortsat

Mette Marie

Lone

Lone fortsat

Personlige hundehistorier, indsamlet siden 2004

1.PROLOG
Sidste år i Japan så jeg allevegne foran templerne disse skulpturer af nogle hundelignende fabeldyr. De mindede påfaldende meget om min svigermors hund, der er en såkaldt Pekingeser; store øjne, kort snude, korte ben, lang ryg og snoet hale. Jeg fik en mistanke om, at hunde som min svigermors oprindeligt var fremavlet for at ligne netop disse tempelhunde. Eller omvendt.

2. PEKINGESERENS OPRINDELSE
Efter hjemkomsten fandt jeg en bog om pekingeserens oprindelse, og det viser sig, at deres historie går tusindevis af år tilbage til det gamle Kina. Her blev “løvehundene" anset for at være hellige dyr, der kun måtte ejes af den kejserlige familie. I bogen fortælles om, hvordan franske og britiske styrker i 1860 stormede det kejserlige sommerpalads i Peking. Hele hoffet var flygtet bortset fra kejserens tante, der havde begået selvmord i sit soveværelse. Her fandt de hende omgivet af fem små hunde, der hidsigt forsøgte at forsvare deres herskerinde mod de hvide djævle. Engelske officerer bragte hundene til England, hvor de blev grundstammen i den senere europæiske avl af pekingesere. En af hundene blev givet som gave til Dronning Victoria, der lod den portrættere på et maleri og ophænge på Windsor Castle.

3. HUNDEKULTUR
Min svigermor har i virkeligheden altid været allergisk overfor hunde. Men det viste sig, en af de få racer, hun kunne tåle, var Pekingesere, og derfor har de i familien haft flere af slagsen. Den første hed Richo og var en stor gylden hanhund. Jeg gik i skole med Kim dengang og husker den tydeligt. Senere flyttede de til Marager, hvor de fik Tammi det samme år, som Kim og jeg fik vort første barn, Jakob.

Min slægt kommer fra gårde. Jeg har selv haft en stor retriever, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg altid har syntes, at nogle hunde er mere rigtige hunde end andre hunde. Nogle hunde synes simpelthen uegnede til at leve et normalt hundeliv; pekingesere f.eks. med deres lange ører, for lange ryg og korte ben, korte snude og store øjne, får de ofte problemer med infektioner, dårligt hjerte, vejrtrækningen – og deres øjne ligger så yderligt i øjenhulen, at de faktisk kan poppe ud, hvis man stryger dem forkert over hovedet, eller hvis de bliver meget ophidsede. Hvem kan dog finde på at fremavle sådant et væsen?​

4. OPDRÆT
Før det kinesiske kejserriges fald har Kejserinde Tsu-Hsi opstillet en række punkter om opdræt af ægte paladspekingeser:

“Perler faldt fra hendes kejserlige majestæts læber.
Lad Løvehunden være lille og lad den bære værdighedens svulmende kappe om sin hals.
Lad den frembære pragtens fane (hale) henover sin ryg.
Lad dens pande være lige og lav.
Lad dens øjne være lysende og klare.
Lad dens ører være som sejlende på en krigsdjunke.
Lad dens snude ligne abeguden i Hindustan.
Lad dens forben være krummede, så den ikke bryder sig om at gå langt eller forlade kejserslottets enemærker.
Lad dens poter være prydet af lange og rigelige frynser af hår, så dens gang kan blive lydløs.
Lad dens pragtfane kunne måle sig med den tibetanske yakokses haledisk, der svinges for at holde fluerne fra den kejserlige bærestol.
Lad den være munter, så dens krumspring kan volde glæde. Lad den være kræsen med sin føde, så den derved kan blive jendt som en kejserlig hund.
Hajfinner, regnspoves lever og vagtelbryst skal udgøre dens føde.
Og hvad drikke angår, så giv den te kogt på forårsknopper af de buske, der vokser i Halkow provinsen, eller mælk fra antiloperne, der græsser i de kejserlige parker.”

5. JACK
Da min svigermor for nogle år siden blev enke, anskaffede hun sig sin 3. pekingeser. Jakob var med til at vælge og navngive den. Han valgte et navn så tæt på sit egen, han anstændigvis kunne tillade sig. Det blev Jack, og han blev en ualmindelig forkælet hund. Håndfodret med forskellige delikatesser, har han sjældent været rigtig sulten eller udvist noget af den form for henrykt interesse for mad, som hunde normalt gør. Jakob og Jack er rigtig gode venner. Jakob køber tøjdyr til Jack, som Jack elsker at lege med. Han rusker dem og har en bemærkelsesværdig trang til at bide deres venstre øje af.

6. ARVEN
En af de sidste dage jeg var i Japan, døde min svigermor pludseligt. Vi arvede Jack. Selvom vores familie med tre børn og et gammelt hus med tre etager ikke er indrettet til en lille hund med korte ben. Børnene nyder Jacks selskab, men det var en helt ny situation, og vi havde alle meget at lære: Når man nu er vænnet til at blive luftet 5-6 gange om dagen og fodret lige så mange, gå i seng kl. 21.00 og stå op kl. 5.30, så opstår der særdeles mange situationer i løbet af en dag, hvor en lille hund kan blive rigtig meget overrasket.

7. SKT. HANS
Kort tid efter vi havde fået Jack, kom han op at slås med nogle af vores venners hund, en stor golden retriever. Den store hund tog Jack i nakken og ruskede ham så voldsomt, at det ene øje faldt ud. Det hang og dinglede i en tynd tråd. Vi holdt Sankt Hans fest ved vores lille hus ved Mossø. Der var 40 gæster, halvdelen børn, og de skreg og hylede skræmt. Det var rædselsfuldt.

Jack blev kørt til dyrlægen, som forsøgte at sætte øjet ind igen, og da han dagen efter kom hjem igen, var øjet rødt og bullent, med en uklar, hvid hinde over – og så hævet, at han ikke kunne lukke øjenlåget ned over det. Han havde fået en stor hvid skærm rundt om halsen, for at han ikke skulle kradse i øjet. Men da Jack har meget korte ben, havde han konstant problemer, når han gik omkring. Skærmen sad fast på dørtrinnet eller terrasse-kanten, og han stod forbavset stille, men de små ben gik på ham – ikke en gang et muldvarpeskud kunne han gå hen over uden at skovle jord ind. Og da han også har en meget kort snude, eller måske nærmere minussnude, nåede den ikke ud til kanten af skærmen. Derfor kunne han hverken drikke eller spise selv, for hver gang han forsøgte, skubbede skærmen blot skålet frem foran ham.

8. SYGDOMMEN
Kejserinde Tsu-Hsi skriver:
“Og på sygdommens dag lad den blive smurt med det klarede fedt fra benet af en hellig leopard. Og giv den at drikke saften af flasketræet frugt, så meget som der kan være i skallen af et drosselæg. I saften skal være opløst tre pris pulveriseret næsehorns horn og bring den i berøring med brogede igler.
Så vil den komme sig.
Men hvis den dør –
så husk at også du er dødelig” –

Sommeren gik med megen pleje og flere dyrelægebesøg, og det endte selvfølgelig med, at øjet måtte fjernes. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at aflivning var på tale indimellem. Jack tabte sig mange kilo, mere end 25% af sin tidligere vægt, og de hjerteproblemer, han havde haft hele livet, forsvandt pludseligt. Kejserindens sidste sætning gav stof til eftertanke:

”Men hvis den dør –
så husk at også du er dødelig.”

9. EPILOG
Nu er der gået over et år. Jack og jeg kører ofte i skoven eller går ture på hovedgaden i Skanderborg. En dag kommer en danskudseende dame gående imod mig. I hver hånd har hun to små kineserbørn, sikkert adopterede, jeg smiler og tænker:
”Her kommer jeg med min Pekingeser og hun med sine to små kinesere...”
De fleste børn synes jo, at små hunde er søde og sjove, men da de er kommet helt nær, standser den lille dreng overraskende op, trækker i sin mors hånd, stirrer skræmt på Jack, mens han skrækslagent spørger: ”Mmmmmo, mo, mor, hvad er det?”
Hvad ved han om kinesisk kulturhistorie.
Man vænner sig til Jack.
Her i efterårsferien sad vi på Berlin Alexanderplatz og iagttog punkernes og narkomanernes elegante hunde, da et af mine børn udbrød:
”Mor, mor, se en hund med to øjne!”

Jacks historie