Jacta est Alea, Aarhus Kunstbygning, 1996
METTE SKRIVER
Det sker, at et billede virker så sært eller stærkt på en, at det bliver ved med at dukke op i bevidstheden i tide og utide. Måske det er utidig indblanding, men et sådant billede insisterer på at deltage i mit bidrag her i Kunstbygningen.
Det forestiller en hyrde med hundrede øjne sået over hele kroppen.
Senere har jeg læst mig til at manden, eller uhyret som han også kaldes, hedder Argus og stammer fra den græske mytologi. Myten fortæller, at Zeus havde forelsket sig i flodguden Inakhos’ datter Io. For at beskytte hende mod den skinsyge Hera, forvandler han Io til til en hvid kvie. Hera lader sig tilsyneladende narre og beder Zeus om den smukke kvie som gave. Derefter lader hun Argus med de hundrede øjne vogte kvien, for at Zeus ikke skal komme den nær. For at befri sin elskerinde, kalder Zeus den listige Hermes til hjælp. Denne spiller fløjte og fortæller historier indtil Argus falder i søvn og Hermes hugger hovedet af ham!
Hera giver dog ikke op så let. Han lader en oksebremse pine og plage Io, så denne flygter rundt i hele verdenen, indtil hun nær Ægypten, hvor hun på forunderlig vis bliver viklet ind i den Ægyptiske mytologi.
Således ser vi efterkommere af Io og Zeus, både i de ægyptiske kongefamilier og i fornemme “græske slægter”, bl.a. de 50 berømte døtre af Kong Danaos – dem med Danaidernes kar.
Det hele hænger sammen på kryds eller tværs. Navne, kulturkreds, tid, begivenheder, synes ligegyldige: besynderlige detaljer, vanvittige billeder, underlige sammenhænge, metamorfoser og overspring tiltaler sanserne, beskriver livet på forunderlig vis.
Historien og myternes bud på virkeligheden. Det må blive mit bud på en prolog.
En sansning i form og farve af det ubeskrivelige.
METTE SKRIVER
Det sker, at et billede virker så sært eller stærkt på en, at det bliver ved med at dukke op i bevidstheden i tide og utide. Måske det er utidig indblanding, men et sådant billede insisterer på at deltage i mit bidrag her i Kunstbygningen.
Det forestiller en hyrde med hundrede øjne sået over hele kroppen.
Senere har jeg læst mig til at manden, eller uhyret som han også kaldes, hedder Argus og stammer fra den græske mytologi. Myten fortæller, at Zeus havde forelsket sig i flodguden Inakhos’ datter Io. For at beskytte hende mod den skinsyge Hera, forvandler han Io til til en hvid kvie. Hera lader sig tilsyneladende narre og beder Zeus om den smukke kvie som gave. Derefter lader hun Argus med de hundrede øjne vogte kvien, for at Zeus ikke skal komme den nær. For at befri sin elskerinde, kalder Zeus den listige Hermes til hjælp. Denne spiller fløjte og fortæller historier indtil Argus falder i søvn og Hermes hugger hovedet af ham!
Hera giver dog ikke op så let. Han lader en oksebremse pine og plage Io, så denne flygter rundt i hele verdenen, indtil hun nær Ægypten, hvor hun på forunderlig vis bliver viklet ind i den Ægyptiske mytologi.
Således ser vi efterkommere af Io og Zeus, både i de ægyptiske kongefamilier og i fornemme “græske slægter”, bl.a. de 50 berømte døtre af Kong Danaos – dem med Danaidernes kar.
Det hele hænger sammen på kryds eller tværs. Navne, kulturkreds, tid, begivenheder, synes ligegyldige: besynderlige detaljer, vanvittige billeder, underlige sammenhænge, metamorfoser og overspring tiltaler sanserne, beskriver livet på forunderlig vis.
Historien og myternes bud på virkeligheden. Det må blive mit bud på en prolog.
En sansning i form og farve af det ubeskrivelige.